Syv år med nogens hjerte

Lasse Rimmers dumme blondine kæreste

Indenfor den nu forgangne weekend har jeg, som den trofaste instagram følger har bemærket, to gange promoveret egen mangel på matematikevner. Det er egentlig skørt, for normalt synes jeg det er en fjollet sag, det der med kvinder, der promovere deres dumhed for at virke cute, og måske endda spiller lidt ekstra på violinen.

Situationen var bare den, at der ingen af gangene blev spillet på nogen som helst form for violin. Jeg er ikke talblind, og jeg synes i sig selv ordet er lidt fjollet, men jeg er tal-tissende. En masse af jer søde følgere, har prøvet at forklare mig, hvordan jeg skal regne de forskellige regnestykker ud, men det nytter ikke noget, sødeste venner.

Lad mig forklare: Lasse holder meget af at sige, at børn ikke kan overskue for brede valgmuligheder. De skal have binære valg, hvis de skal have valgmuligheder. Altså et ”Vil du have A eller B?” og ikke ”Hvilket af de 28 bogstaver vil du have?” Det sidste viser det sig nemlig, er for meget for små børn at overskue. Det er jeg enig i. Konkret kan jeg huske følelsen af at komme Blockbuster som barn. Hvis du er 13 år gammel og ikke ved, hvad jeg taler om, så forestil dig en verden uden Netflix, Viaplay, Itunes store og Tv2Play, de eneste film du kunne se, var de VHS bånd du havde købt for tohundrede kroner stykket, og som skulle spoles tilbage i en halv time. Hvis du så en sjælden gang imellem fik lov til at leje en film, kørte i fem kilometer ind til byen i din fars hakkende Ford Escort, og så havde du ti minutter til at vælge, hvilken én af de millioner af fantastiske film, du ville benytte denne gyldn chance for at se. Det var modbydeligt. Jeg ville se dem alle, og mine forældre trippede for at komme hjem igen, og jeg følte at jeg skulle vælge nihundredeognioghalvfemstusinde film fra. Ja, jeg skrev tallet med bogstaver, for ikke at skulle afbryde skriveriet for at gå på toilettet.

Følelsen i Blockbuster resulterede nemlig altid i, at jeg pludselig skulle tisse helt vildt. Jeg stod med mit livs vigtigste valg, og relativt hurtigt også med en tissetrang svarende til den man har når man rammer München på køreferien og stadig ikke har været inde på en autohof.

Jeg har det på samme måde med tal. Det er så overskueligt for mig, at når der står for mange tal på en side skal jeg tisse. Sådan helt vanvittigt. Jeg hader matematik og tal og alt, hvad det gør ved min blære. Som barn kan jeg huske, at jeg stod udenfor klasselokalet og smuglyttede, mens mine forældre var til skole-hjem samtale. Det er sikkert en forvrænget oplevelse, ikke desto mindre var min oplevelse at min matematiklærer, som jeg selvfølgelig var rædselsslagen for, skældte min forældre ud, fordi jeg var så dårlig til matematik. Hun sagde i hendes værste tone at ”Hun lukker helt af, og ser sort i mine timer. Det går bare ikke!” Det gjorde mig så ked af det, at mine forældre skulle have skæld ud, fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Så jeg prøvede. Det gjorde jeg virkelig. Men det resulterede bare i, at den betingede vandladningsrefleks spredte sig, og fra fjerde klasse og frem græd jeg hver gang jeg skulle lave matematik. Det stoppede først i 10. Klasse. Og så tror jeg bare ikke, at matematik nogensinde ever bliver en positiv oplevelse. Jeg valgte i sagens natur matematik på c-niveau i gymnasiet, til trods for uendelige formaninger om, at det ville afskære mig fra så mange muligheder. Well fuck you. Efter seks år med belastet blære og tårekanaler, havde jeg simpelthen bare ikke væske nok i kroppen til at blive ved et år mere. Og gud ske tak og lov for det.

Selvfølgelig skulle jeg alligevel aldrig nogensinde ind på et studie, der krævede matematik på b-niveau, for det studie ville jo også antage at jeg havde en form for styr på tal. Og det er altså svært at få styr på tallene når man løber på tisseriaet hvert femte minut.

Til gengæld var jeg pisse(eller u-pisse?) glad for engelsk, dansk, fransk, religion, oldtidskundskab, og jeg fik topkarakter i dem alle, så fuck det 2 tal i matematik, i virkeligheden var det jo et mirakel at jeg bestod det c-niveau.  Især når man tænker på, hvor stor en del af timerne, der blev brugt på gymnasietoilettet.

Lasse er skide klog. Han er bedre til alting end mig – i hvert fald når det kommer til bøger. Jeg har bedre styr på de ting jeg har lært på uni, som fonetik, grammatik, fortolkning og så videre, end ham. Men hvis han havde været på samme studie, havde han fået tre gange så gode karakterer end mig. Og det er da pisse irriterende. Jeg er selv lidt irriterende. Jeg har formået at score et tital til en eksamen i et fag, hvor jeg ikke havde deltaget i en eneste af de syv undervisningsgange der var. Lasse havde gjort det samme og fået 12. Han kan seriøst finde ud af alt. Fransk, matematik, engelsk og fysik. Han er irriterende, men han gør mig altså ikke mindre stolt af mine ti-taller. For jeg er en 7-10-titalspige på uni. Til gengæld har jeg opdaget, at jeg er pisse god til at formidle, fordi jeg ved, hvordan det er, at skulle tisse når man åbner en bog. Det er sgu nok lidt mere svært, når man er vant til at ”Sådan er det bare, det kan du jo nok forstå”.

På papiret er han klogere end mig, og der er mange der spørger om det ikke er svært at have så klog en kæreste. Det kan godt være skide irriterende. Men han er fandeme god til at minde mig om de ting jeg er bedre til end ham. For eksempel at undervise. Og derudover har det bare aldrig nogensinde hjulpet, at sammenligne sig med andre. Hverken på udseende eller intelligens. Så stop nu med det.

2 kommentarer

  • Jeg var også den der frygtede matematik skolehjemsamtaler, og den dag i dag tæller jeg stadig på fingrene, kan kun overslagsregne (gerne ræddi dårligt) når jeg er nede at handle, og hvis folk siger de er født i “62” kan jeg slet ikke regne mig frem til deres alder 😀 Så selvom jeg da både fik ti-taller og et 12-tal på mit studie (blandet med mere jævne karakterer) er min cand.merc HA (økonomi og ledelse)-kæreste også vældig meget klogere end mig, hvad det angår 😂. Så får vi børn – ja så er det satme ham, der må fixe de der matematiklektier. Så kan jeg og min 13-tal fra folkeskolen i dansk, tage sig af stil og bograpport ⭐️😆.

    A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hear hear, sista! Jeg er tal-kvalmende. Jeg får decideret ondt i maven og kvalme, når jeg bliver udsat for matematik. Jeg havde en matematiklærer i 4. klasse, som hadede mig og fra den dag, så var matematik og jeg uvenner. Jeg sneg mig igennem matematik c med 00 mundtligt og 02 skriftligt. Og her sidder jeg, ligesom dig, på det humanistiske faktultet, og glæder mig over jeg er dygtig til så meget andet 🎉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Syv år med nogens hjerte