Sådan fuckede jeg up i Kina.

Efter jeg døde.

Det er to måneder siden jeg skrev Om dengang jeg døde, så det er virkelig på sin plads med en opfølgning, jeg ved det meget godt. I får den nu. Hvis ikke i læste, om dengang jeg døde, synes jeg i skulle tage at gøre det først.

Jeg gik som sagt en måned rundt med et ugideligt pumpeorgan inden jeg skulle fries for det ragelse, og det var da på mange måder en ikke særlig spændende måned. Der var ellers spændende events i sigte, det er slet ikke det, de havde måske bare været moderat mere spændende at deltage i, hvis kroppens mest vitale muskel ikke bedst kunne kategoriseres som ragelse. Og det ku’ det. I har lige set mig gøre det to gange.

Det stoppede selvfølgelig ikke den dødsyge festgænger fra at tage til Galla på gymnasiet. Min dejligste Soefe (Du kan læse her, hvorfor hun hedder Soefe) forbarmede sig over mig, og meldte sig som partner til mig. Det var 2012, så to piger kunne godt være partnere – så gammel er jeg heller ikke, okay? Jeg kunne ikke danse lancier. Jeg kunne ikke gå, så hvordan fanden skulle jeg kunne danse? Hele den proces med at gøre sig klar, var pænt mofo ynkelig. Jeg havde pjækket fra skole den fredag, fordi jeg var så syg, at jeg kun kunne holde mig vågen i få timer om dagen, og det skulle fandenspilmig være til Galla. Min mor havde købt champagne, jeg kunne drikke mens jeg lagde make-up, for hun ville gerne gøre oplevelsen så autentisk og normaliseret som muligt. Surprise, det bliver den ikke når man har ragelse som blod-pumpe. Jeg kunne nemlig ikke stå op længe nok til at få make-uppen lagt færdig, så det var noget af en alternativ på-smøringsprocess, der den dag fandt sted. Da jeg ankommer til galla er jeg allerede så smadret af at have lagt makeup, at det mest af alt er en stor fed joke at jeg har valgt at deltage. Mine dejligste homies, Nadia, Marie, Lise, Katrine og Soefe slæber en stol rundt hele aftenen, for jeg kan tage omtrent to skridt, og så må jeg sidde ned. Men jeg havde en vilje og stædighed som en elefant, og tager derfor med til efterfest på Munkebjerg Hotel. Man går ned af en trappe og sætter sig i dejlige sofaer og indtager drikke, der æk’ kan købes, hvis man er under 18. Og det gjorde jeg så. I femten minutter. Jeg var sgu ved at dejse om og min indre elefant måtte se sig besejret af ragelse. Min far hentede mig, og boys fra min klasse var nød til at bære mig op ad de 20 trin og ud til fars automobil, for jeg var simpelthen et færdigt eksemplar af et menneske.

Morgenen efter vil min mor have mig på sygehuset. Jeg er lidt ind og ud af bevidsthed og jeg tror simpelthen ikke hun magter situationen, hvor hendes førstefødte kradser af under hendes opsyn. Vi var alene hjemme sammen. Jeg skreg og protesterede, da hun ville have mig på sygehuset. Min daværende kæreste havde nemlig været i byen om natten, og jeg havde stadig ikke hørt fra ham. Og hvis der var noget jeg ikke skulle, var det nogen steder hen, før jeg havde fundet ud af, om han havde bollet en anden (igen). Fordi, prioriteter. Jeg troede altså jeg ville dø af hjertesorger før hjertestop på det tidspunkt. Jeg gjorde ingen af delene. Min mor ringede til nabo-Carsten, som har været lidt en slag ekstrafar hele min barndom. Og sammen bare de altså en dødssyg skrigende, uvillig, og protesterende 18-årig ud i bilen. Jeg havde naturligvis brugt alle de kræfter jeg havde på at skabe mig, så da jeg bliver placeret på bagsiden sover jeg som en sten hele vejen til Skejby Sygehus. Det var noget af en glædens dag for alle kan i høre, og det må ha’ været ekstra skægt at opleve som mor. En or’nlig én på opleveren så at sige.

Jeg fik altså noget red-bull til mit uduelige pumpeorgan og blev alt andet end rask, men i stand til at stå oprejst i flere minutter og gå en tredive meter. Jeg kom hjem igen og havde det bedre end før jeg kom på sygehuset. Jeg kan da også lige afslutte den sideløbende historie og sige at jeg skabte mig ubegrundet, for han havde ikke bollet en anden. Lige den aften. Og hvis han havde ved jeg heller ikke hvorfor jeg forestillede mig at det var bedre at være derhjemme på dødens rand, end på sygehuset med nogle folk, der kunne banke lidt liv i mig. En teenagers hjerne works in mysterious ways.

En torsdag i slut-februar, hvor vi efterhånden er nogle stykker, der snart godt gider, at jeg får et nyt hjerte og dermed udsigt til at leve et par måneder mere. Ja, hvis du ikke kunne tyde det ud af ovenstående muntre minder, hang mit liv pænt meget i en tynd tråd. Og den tråd havde da også brast én gang på det her tidspunkt. Men altså, mine dejligste homies og jeg er på gym, og vi bruger en hel dag på at tale om Toast. Vi alle sammen cravede en toast med ekstra ekstra ost, og vi gik og drømte om at få fri, og komme hjem til den ostebaserede anretning. Jeg spiste ikke noget hele dagen, for som nævnt i tidligere indlæg, kunne et minimalt måltid altså slå mig fra bevidsteheden, så jeg planlagde at gemme den oplevelse til noget der var det værd: en stor fed klam toast.

Jeg kommer hjem. Laver min toast. Tager den med ind i sengen, fordi jeg ved, at jeg bliver kamp-smadret i kroppen af at skulle fordøje. Jeg indtager delikatessen, og slår mig selv i hovedet over at have glemt et glas vand. Man bliver jo tørstig af sådan et svin. Men mine begrænsede kræfter var som sagt fuldt optaget af at fordøje tåwst så jeg kan simpelthen ikke overskue at rejse mig for at hente tørstslukkende remedie.

Inden jeg når at falde i søvn ringer min telefon. Det er hemmeligt nummer. Det vil sige min far. Han er ansat ved policen, og når han ringer fra politigården er det med hemmeligt nummer. Jeg magter ikke snakke med ham, han vil sikkert bare høre, hvad jeg vil have til aftensmad og jeg har jo på nuværende tidspunkt indtaget alle dagens måltider i én ostebombe med glutenomslag. Han bliver fucking ved med at ringe, og jeg bliver fucking ved med at afvise. Jeg er for træt, for helvede. Omkring syvende gang ændrer displayet sig fra ’Ukendt Nummer’ til et nummer, der stensikkert ikke er min fars og jeg tager telefonen, fordi det var før telefonsælgere for alvor havde fået fingre i mit nummer. Det er Søren. Min læge. Og han siger at de har et nyt hjerte til mig. Han siger også at jeg skal opereres om lidt, og derfor skal faste. Det eneste jeg tænker er at jeg fucking skulle have rejst mig og taget det latterlige glas vand før han ringede.

Og på den overordentligt lækre cliff-hanger vil jeg runde indlægget af – okay, mere cliffhanger er det vist heller ikke når min bio på insta inkluderer ”Hjertetransplanteret” ved i nok godt, hvordan den ender. Men den her dag, d. 22. Februar, endte altså ikke med det opkald, og alle de sindssyge ting, der skete resten af dagen må i altså vente lidt på – måske to måneder. Ej. Jeg skal nok blive bedre.

1 kommentar

  • Vibeke

    Februar er en FANTASTISK måned ❤️🍀🎉
    2002 Vellykket nyretransplanteret, 14 år senere fik jeg også i februar sagt Farvel og IKKE på gensyn til en 💩kræft, der var en millimeter fra at koste mig Livet🙏🏻🍀👍🏻 Livet er SKØøønt😀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Sådan fuckede jeg up i Kina.