Kvinden jeg deler min mand med har gjort mig til et lidt bedre menneske.

Nej, vi ved stadig ikke om vi skal til Kina imorgen…

Ja, jeg fik lige haste-taget billede til ansøgning. Det er det tætteste jeg nogensinde kommer på et mugshot.

Lad mig sige det sådan her, det har ikke været skide nemt at få visum til Kina. Det har faktisk været røv svært.

Derfor kommer vi i dag til at pakke vores kufferter, og det meste af morgendagen til at stå klar til at tage i lufthavnen pænt uvidende om, om det egentlig kommer til at ske.

Vi startede med at tager derind fulde af håb og gode idéer og set i bakspejlet, vanvittigt naive. Vi have udfyldt skemaer til ansøgningen hjemmefra. Og nej ikke bare sådan et ’hvad-hedder-du-skema’ det skulle vide alt. Hvor jeg havde rejst hen de sidste fem år, hvad Lasses børn hedder til mellemnavn, og hvad min mor beskæftiger sig med til dagligt. Jesus. Vi viser dem vores nøje udfyldte formularer, og den invitation vi har fået fra DCCC.

Og hvorfor havde vi fået en invitation? SKAL man inviteres for at komme til Kina, tænker du måske og selv hvis du ikke gør svarer jeg dig nu på dit ustillede spørgsmål. Vi skulle fremvis invitation, fordi vi havde én. Fordi Lasses anliggende i Kina skulle krydses af som arbejdsrelateret, og ikke som hans ungedame, der rejser med selfiestang som den turist hun er. Lasse skal nemlig (hvis vi kommer afsted) optræde for en række danske firmaer i Kina, Lego, Mærks, Ecco og alt det der. Til et stor galla arrangement, så det er deres forening DCCC, der har inviteret ham.

Damen bag skræken kiggede på os som de idioter vi var. ”You need stamp yes.” og pegede hektisk på invitation. ”You call DCCC now yes get stamp hir” for helvede. Den vældigt utålmodige og øjenrullende, men sikkert søde, dame, forventede altså at vi på to minutter lige kunne ringe til DCCC, få dem til at stemple en ny invitation, fremsende den til Lasses mail, så han kunne printe den ud på den fine stationære computer, visum-kontoret var udstyret med. Yderligere skulle vi indfinde os ved deres printer, som skulle bruge en krone per printet side, og kopiere vores pas. Alt sammen indenfor de to minutter vi havde tilbage af vores tur. Et hurtigt blik på deres computer kunne afgøre at en ældre computerløs herre nu benyttede selvsamme til at lave sin formular. Og som sagt vidste vi godt hvor lang tid sådan en satan tog at udfylde.  Okay, bye felicia.

Nedslåede tog vi hjem igen med vores formularer, og ventede på at modtaget korrekt stemplet invitation så vi kunne sætte fod på kinesisk grund. Den fik vi sgu, og få dage efter var vi igen på visumkontoret. Denne gang med alt vi skulle bruge. Lol, sådan fungerer det ikke, venner.

Denne gang manglede min ansøgning nemlig både fly-dokumenter og bevis for at vi havde reserveret hotel. Det var en smule omstændigt kan man sige, i kraft af, at det var DCCC, der havde booket hotel til os, og vi havde sgu ikke rigtigt andet end deres ustemplede ord for det.

Der var råd for det, og hun lod til at godtage mailudskrifter med løfter om hotel fra DCCC, men så bryder helvede løs. For det går op for den, på nuværende tidspunkt, lettere irriterede dame, at Lasse laver radio og TV. Jeg kan godt afsløre at Kina ikke står i en form for kø for at lukke medie-folk ind i deres land. Det kunne jo resultere i noget skrækkeligt afslørende journalistik. Hun snakker vildt og tovligt på kinesisk med anden dage bag skranken. Efter en længere samtale oplyser hun os om, at Lasse altså skal have stemplet og underskrevet skrift fra sin chef, om at han ikke er i Kina i radio-øjemede. At den kanal han arbejder på er kommerciel og ikke journalistisk. At hele koncernen faktisk er kommerciel og ikke journalistisk.

Åh gud. Vi kommer tilbage med brev, og hun kigger opgivende på os, og siger at hun ikke kan love noget, fordi den grundet radiotjans nu skal forbi ambassaden. De ringer torsdag kl 15 med afgørelse. Vi skal altså flyve torsdag først på aftenen.

Vi slæber rundt på et par krydsede fingre og nogle let slidte nerver. Og måske, måske ikke, tager vi i morgen aften ti dage til Kina. Hvis vi gør det, kommer i altså ikke til at se så frygteligt meget til mig på diverse sociale medier. Instagram, Facebook, Google, og sikkert også min blog er ikke tilgængeligt i Kina. Der er nogle krypterede sider, så man kan tilgå det, men hvor fristet jeg end bliver, kommer jeg altså ikke til at risikerer en længere fængselsstraf for en story på insta om en crispy forårsrulle.

1 kommentar

  • Marina

    Hahah jeg kan så meget genkende det her, fra da jeg selv skulle ansøge. Det var godt nok en bøvlet affære, og menneskerne der sidder bag skranken er omtrent de mindst servicemindede personer NOGENSINDE. Jeg skulle til Kina i 5 måneder, og det endte faktisk med, at jeg kom afsted (som den eneste ud af 50 mennesker) med et visa, der principielt udløb før det skulle have gjort det. Jeg havde heldigvis ikke købt returbillet på det tidspunkt. Pyyh. Hav en god tur, hvis det lykkes jer 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Kvinden jeg deler min mand med har gjort mig til et lidt bedre menneske.