Om dengang jeg døde.

Dét var der i pakken fra Lasse

Nå, jeg postede tidligere på min instagram story at der var kommet en stor pakke. Det var en gave fra Italien fra Lasse. Der var mange gode bud på, hvad det kunne være. Pasta, Skinke, Kamera, og Narko feks. Det var det ikke. Jeg har fået en taske. Én der ligger meget fjernt fra min magelige Hennes og Maurits livsstil. Da jeg mødte Lasse var det dyreste bekældningsgenstand/sko/taske en Ralph Lauren skjorte jeg havde fået på udsalg, og et par Nike sko købt i et outlet i Miami.

Næsten alt mit tøj er enten fra H&M eller en af Bestseller butikkerne, og hvis du havde spurgt mig for et år siden om jeg havde lyst til at eje en taske, der kostede flere penge end jeg får i SU havde mit Nej-skrig kunne give en svagthørende en solid tinitus situation.

Men til et arrangement d. 24 december gav Lasse mig sgu alligevel en Mulberry taske. Jeg spillede glad. Overbevisende, vil jeg tro, for mine forældre har jo opdraget mig godt. Reelt set syntes jeg jo egentlig nok situationen var lidt fucked. For jeg ender fandeme altid med frysefrit og dertilhørende Heinz på blusen. Sko, der går op i sålen, en taske, hvori jeg har glemt en banan lidt for længe, eller bare stillet fra mig på et mudret fortov mens jeg ventede på bussen. Så nej, jeg havde kraftpetervæltemig ikke lyst til at eje nogen form for dyr taske.

Men som det går med politikere, fuckboi-forelskede teenagepiger og mig har man et standpunkt til man tager et nyt. For ved i hvad, jeg kom sataneeeme til at blive glad for den Mulberry taske. Den er nærmest mit kæreste eje. Med et kæmpe tryk på nærmest. Men det er gået op for mig at den jo er piss’ lækker. Og stik imod, hvad jeg altid har brølt, er der sgu forskel på den og dem jeg ejer til 150 kr.  Og det viser sig, at jeg faktisk godt kan passe på en taske. Eller. Du ved, jeg har gjort det i næsten ti måneder nu, og det er altså rekord for mig.

Nu har jeg fået den her sorte satan af Lasse. Og jeg føler, at den er givet med kærlighed og en vis portion skræk og rædsel. Han ved godt, hvor nemt det falder mig at ødelægge ting, oftest med mad eller drikke. Det er et gennemgående tema ved middagsbordet i vores hus, at tale om hvad pletten på min bluse stammer fra. (Som regel er det sgu bare sovs)

Jeg satser på at beholde den her taske i ualmindeligt lang tid, og vise ham at jeg er (næææsten) voksen, og kan passe på en taske. Også fordi jeg selv havde ønsket mig den en lille smule den her gang – her er svinet:

1 kommentar

  • Stine

    Men er det så også Lasse der har skrevet de utroligt vrede linjer fyldt med udeåbstegn oven over din adresse? 🤣🤣

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Om dengang jeg døde.