Min uddannelse, og hvorfor den ikke spiller sammen med bloggerlivet

Starstruck, stiv og knap så stilfuld til Zulu Comedy Galla.

I torsdags var der Zulu Comedy Galla. Det var første gang jeg nogensinde er taget med Lasse til et rød løber event. Egentlig har jeg undgået det, fordi jeg havde ret mange fordomme. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke ligefrem passede ind i en sådan sammenhæng. Jeg er ikke fantastisk til at pose, og jeg er altså lidt mere en klodset type der får en drink for meget og siger noget sindssygt upassende. Jeg synes lige som ikke jeg passer ind i det babe-klientel, der ellers er til stede ved et sådant arrangement.

Men vi kom sgu da afsted. Og jeg var en elendig blogger. For det første der sker er, at vi ankommer til en rød løber, hvor der skal fotograferes og svares på spørgsmål. Jeg duede ikke til nogen af dele, lad os bare sige det sådan. Jeg når ikke rigtigt at fatte, at billedtagningen som sådan er i gang. Troede altså lidt mere, at man havde et sekund til at stille sig. Not. Hvordan når de andre bloggere at strike så perfekt en pose? Jeg er nu super fuld af beundring for Mascha Vang.

Det første jeg bliver spurgt om er, hvor min kjole er fra. Og jeg forsøger at trække tiden med noget ’øhm’ og noget ’jaaa, altså’, men det kommer bare ikke til mig. Jeg kan simpelthen ikke en skid huske det. Ikke fordi jeg går i sort, men fordi det er lang tid siden jeg købte den og faktisk bare ikke kan huske det. Jeg svarer, at jeg tror den er fra Vila, ikke fordi jeg har den fjerneste anelse om det, men fordi alt mit tøj enten er fra Vila eller Vero Moda, så jeg tænkte det var et safe choice. Sidenhen indser jeg, at Vila jo er et stort virvar af forskellige mærker, og svaret derfor lige så godt kunne ha’ været noget så konkret som ’fra Fields Shoppingcenter’. Flot.  Jeg har dog lige kigget, og den er fra mærket Object og faktisk købt i Vila. Den er sindssygt behagelig, går ind i taljen og sidder ikke for stramt over maveregionen og den er lige her. Men altså. Hvor dårlig en blogger kan man være?

Jeg når på intet tidspunkt i Operahuset, hvor showet var, at få noget at drikke. Jo, et glas hvidvin. Men altså. Det har jo aldrig kunne påvirke en kvinde, der er så rutineret i alkoholdrikning som Støjberg er til at sende flygtninge sydpå. Så da vi ankommer til efterfesten i Pakhus 11 på Østerbro, har jeg et klart mål for øje. Og det havde ingenting med flygtninge at gøre. Der var fri bar, og Aperols’ne stod bare linet op. Lasse er lige i gang med at snakke med nogle kollegaer, så jeg suger løs på en fem-seks Aperolsugerør indenfor hvad jeg vil kategorisere som tyve minutter. Og selvfølgelig stopper jeg ikke efter tyve minutter, men der er jeg altså allerede det man kan kalde godt bedugget. Vi har det sjovt, og min dejlige veninde Ane tager mig til min store fortrydelse på en introduktionsrunde. Hun præsenterer mig nemlig for Frederik Cilius. Og til de, der ikke ved hvem det er: lad det forblive sådan. Det er ham der er inde i Kirsten Birgit (Schiøtz Kretz Hørsholm). Og til de der heller ikke ved hvem dét er – find ud af det. Det er noget af det jeg griner allermest af i hele verden. Og jeg følte mig som et fem-årigt barn, der står og glor lige op i Søren Hauch-Fausbølls sorte krøller og får at vide at det her er Bamse. Prøv og hør, der er ikke noget barn, der vil have at vide, at der er ’nogen inde i Bamse’. Ligeledes var alting bedre, dengang jeg kunne opretholde en perfekt illusion om Kirsten Birgit.

Men det her med kendte menneske går altså først ægte galt, da jeg har rundet min – jeg vil skyde på – tiende Aperol Spritz, er taget til efter-efter fest på Comedy Zoo og bliver introduceret til min største helt.

Jeg kan sagtens keep my cool indtil da. Der er komikere alle vegne, men det er lige som ikke noget jeg sådan er på halen over, kan man sige. Der er egentlig ikke særligt mange mennesker der kan få mig på halen. Heller ikke efter ti Aperols. Men hende her ville ha’ kunnet selv uden Aperol-indblanding, så det hjalp fandeme ikke på køligheden at jeg havde indtaget dem med lynets hast. Jeg står og taler på en sød pige, der hedder Stine – for det gjorde jeg som altid, altså snakkede alt for meget, da Lasse prikker mig på skulderen og siger at jeg lige skal hilse på én. Jeg vender mig om og han er fandeme i gang med at introducere mig til min helt. Og han ved det udmærket godt. Annika Aakjær. I egen knap så høje person.

Jeg vil vove den påstand at hun er min yndlingssangerinde. Hun har aldrig lavet en sang jeg ikke elskede, og hun har ikke et album jeg ikke kan hvert ord af, og så er hun tilmed ulideligt sjov når hun optræder. Så situationen er presset. Og min promille er høj. Jeg vader direkte ned og sætter mig ved hendes bord og det er mildest talt lidt mærkeligt gjort. For hun sidder og snakker med en ven, men jeg kan sgu egentlig ikke dy mig, og mine grænser ligger et sted i Pakhus 11 sammen med ti tomme Aperol-krus.

I min likør-tåge kan jeg sgu ikke helt finde ud af, om jeg skal stå ved min beundring, eller lade som om jeg bare lige satte mig ned for at have nogen at snakke med. Så det blev ærlig talt også et jævnt mærkeligt sammensurium af begge dele. Først snakker jeg helt casual med, tror jeg. Men på et tidspunkt får jeg sagt ”ja, det har du jo også en sang om” og i stedet for at stå ved hvor starstruck jeg er, kan jeg mærke det kommer i små dryp. Jeg aner ikke, hvor hurtigt hun regnede ud, at jeg var verdens underligste fan, der ikke helt vidste hvad jeg lavede – men det stod da soleklart, da jeg ville finde en titel på en af hendes sange, åbner min Spotify, og den uden tøven viser, at sidst afspillede sang er hendes.

Så hertil vil jeg bare lige sige, at hvis I vælger at approache en person, som I er hundrede procent fan af, er det en skidegod idé at vælge en strategi på forhånd, så I ikke lige pludselig vælter ind i en bekendelse, som I ikke helt ved om I står ved.

Hele seancen er mig en anelse sløret, wonder why, men det er de grove træk jeg kan huske. Og jeg forsøger ihærdigt ikke at komme i tanke om mere, da det umuligt kan have været særligt stilfuldt. Til gengæld husker jeg også to forskellige smukke og søde piger, der kom hen til mig og spurgte om jeg var Line Hoffmeyer. Og det var måske noget jeg burde have benægtet, min tilstand taget i betragtning. Det gjorde jeg ikke, og da den sidste af dem roste mig for min blog får jeg fremstammet ”Tak. Jeg har altså fået en del at drikke. Så jeg kan ikke tage øhm. Hvaadethedder. Jeg kan ikke tage. Altså du ved. Jeg kan ikke tage ANSVAR for den her samtale”. Jeg ved ikke, hvad det var for et ansvar jeg forestillede mig at hun forsøgte at pålægge mig, men tage det ville jeg fandeme ikke. De var meget mere cool end mig, og jeg er ret fan af dem for det.

Alt i alt skulle jeg altså lige bruge dagen i går på at slå mig selv lidt i hovedet for at have ageret komplet idiot overfor min største musikalske heltinde. Jeg arbejder stadig med det og opsøger måske noget krisehjælp i nærmeste fremtid.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Min uddannelse, og hvorfor den ikke spiller sammen med bloggerlivet