Den dag alting gik galt for mig, og jeg blev bonusmor

Ting jeg skjulte for Lasse

Okay, så jeg regner med at alle mennesker I verden har de der små personlige særheder. Problemet opstår faktisk først når man får en kæreste og bliver bevidst om, at man har de små quirks. Det var i hvert fald sådan jeg blev bevidst om mine. Fordi jeg fandme opdagede, at jeg havde ting jeg ikke som sådan stod i kø for at Lasse skulle opdage. Bevares, efter tre år er de sgu da fuldstændig ude af skabet, men æk’ lige indenfor det første halve år, vel?

 

  1. Jeg har sygt klamme vadvaner. Altså, nej, jeg kan da sagtens spise helt almindeligt. Men der er virkelig nogle yderst bizarre ting, som jeg grovelsker at fylde kæften med. Nogle af dem gik der satanedme lang tid før jeg indviede Lasse i. For eksempel kampelsker jeg skinke. Ikke bare sådan pålæg i toast, men strimlerne som vel egentlig er egnet til at komme på pizza. Da jeg boede selv, fungerede det altid som et legitimt måltid. Bare sådan en pakke og en gaffel. Ingen opvask, og det koster en ti’er – fucking udsøgt. Specielt til tømmermænd, eller når jeg kom fuld hjem. Og hvis det gik vildt for sig, hældte jeg det op i en dyb tallerken sammen med nogle optøede frosne ærter. Gourmet-bingo. Det er selvfølgelig ikke den eneste spise som ikke er så flirt-indbyende. Udover det kan jeg nemlig ikke lide sådan rigtig ost, men alt med ostesmag. Ostehaps og Osterejer især. Og det er altså ik’ skide sexet.

 

  1. Jeg er egentlig som udgangspunkt en ganske glad person. Men jeg kan blive så hidsig. Jeg er virkelig kerne-publikummet for ’you’re not you when you’re hungry’. Eller det er jeg jo. Men som i den værst tænkelige, ækle udgave af mig selv. Stress gør det samme ved mig. Jeg er et urart menneske når jeg er stresset og sulten for at sige det en anelse for mildt. Det her punkt kom lidt hurtigere ud af skabet, da jeg en uge før vi blev kærester, sad i Heathrow lufthavn med Lasse. Jeg var skide sulten, og tanken om ikke at have tid til at spise stressede mig helt ud af den. Der havde det sgu været meget smart med en Fakta i lufhtavnen, så jeg lige kunne købe mig en hurtig pakke skinketopping. Lad os bare sige, at det er et mirakel, at han indvilligede i at blive kærester efter den lille seance jeg fremførte i London.

 

  1. Dårlig film-, tv- og musiksmag. Jeg har også en god smag. Jeg har en ekstremt bred smag. Jeg kan være ordentlig artsy og se vilde, kryptiske, absurde, art-house film og forstå dem bedre end gennemsnittet nok ville, jeg kan også se Twin Peaks og lytte til David Bowie. MEN! Jeg kan satanedme også godt fyre op for en led gang ”Hit Me Baby One More Time”, og en af mine yndlingsfilm ever, ”Now You See Me”, er så dårligt anmeldt at man aldrig bør sige offentligt at man elsker den. But I do. So much. Jeg elsker at se ”Ex on the Beach”, ”Singleliv”, ”Forsidefruer.” Seriøst, fyr dårlig reality i min retning, og jeg er beskæftiget en hel uge. Det her var heller ikke sådan top notch at indrømme overfor sin iq-højdespringer af en kæreste. Men en dag opdagede jeg ud af at han kunne lidt for mange navne fra ”De Unge Mødre”, og vidste mere end jeg om ”Real Housewives of Beverly Hills”, og så stod vi ligesom næsten lige, følte jeg.

 

  1. Min mor kaldt mig altid klokkeblomst, da jeg boede hjemme, fordi jeg dryssede spor efter mig med ting og sager. Jeg smider alt, over alt. Og jeg har aldrig nogen fornemmelse af hvor min telefon, mit dankort, min bilnøgle eller skinke-topping-pakke er henne. Det er frygteligt. Mine veninder magter det overhovedet ikke. Men Lasse kan altså selv lidt det samme her, så jeg tror han tager det i stiv arm. Noget der til gengæld irriterer ham kæmpe meget er, at jeg også drysser med emballager. Altså det der med at smide alt over alt gælder også ting, der skulle i skralderen – navnlig tomme medicin-emballager. Jeg kører jævnt meget medicin igennem pga mit hjerte, og der er ret tit ret mange tomme medicin-blistre de sjoveste steder i huset, og hvis I i nærmeste fremtid vurderer at Lasses hår er lidt mere grålige end normalt, er det altså mine medicinemballager, der er synderen. Ikke mig. Dem.

 

  1. Kræsenhed. Jeg er kræsen på nogle lidt freaky punkter, tror jeg. F.eks. voldtager jeg gerne en sovseskål, men hvis der er dressing på maden rører jeg det seriøst ikke med en ildtang. Og jeg har i mit hoved en soleklar definition på hvad dressing er. Mine veninder fatter ikke, hvordan man skelne sådan mellem dressing og sovs, med det kan jeg altså bare. Punktum. Jeg kan ikke lide sushi, så på dem måde får jeg nok lidt svært ved at slå igennem som blogger. Tatar og andre kødudskæringer, der ikke har fået en ordentlig omgang ved heftig varme kører heller ikke for mig. Og ærligt, så er det nok den her kategori, jeg er flovest over. Jeg synes det er så grovpinligt at være kræsen som voksen. Jeg hader det faktisk. Og det er fandeme også nok det, der generer Lasse mest, fordi han elsker sushi næsten lige så højt som jeg elsker sovs og skinke-topping. Men han må spise det selv lidt endnu.

2 kommentarer

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Den dag alting gik galt for mig, og jeg blev bonusmor