Status på bloggerlivet

Den dag alting gik galt for mig, og jeg blev bonusmor

Den anden dag holdt jeg en lille ’hvad-vil-i-have-indlæg-om’ runde, og for at det ikke skal føles som en ordentlig snyderrunde har jeg tænkt mig at lave alle de indlæg i ønskede. Eller. Næsten dem alle. Der var én der ønskede et indlæg om Lasses dårlige sider. Og det kan jeg roligt sige ikke kommer til at ske, for det ville blive et meget indholdsfattigt indlæg. Der er nemlig intet at skrive om, har jeg fået at vide. Af Lasse.

Til gengæld var der flere der requestede indlæg om at være bonusmor. Det skal I saftsusemig få.

Altså, Lasse og jeg havde datet i cirka et halvt år, da jeg mødte hans piger. Det syntes jeg var meget rart. Det havde nok virket som en jævnt dårlig idé sådan at møde dem efter en ti dates. Navnligt fordi han lige skulle tilbage sin eks-kæreste efter ti dates. Men så kunne jeg selvfølgelig ha babysittet imens? Nej, okay, også en dårlig idé.

Nå, men som I kunne læse i indlægget Afslørede min løgn til Lasse ved en fejl i en brandert, blev vi kærester i Barcelona. Men som det er, når man har datet et halvt år før der kommer titel på, ved man godt lidt at det er den vej tingene løber. Så jeg mødte dem faktisk et par uger før vi blev sådan ægte kærester. Altså Facebook-kærester. Det var måske et kontroversielt møde, men man må sgu gøre det på den måde man selv synes om, og vi fandt en måde vi begge to var ret trygge ved.

Jeg er, hvis jeg selv skal sige det (og lad os være ærlige, jeg er piss’ ene og alene om at skrive den her blog, så det bli’r mig selv der siger det hele) retti go’ til børn! Jeg har, som I måske kunne fornemme i Problemet med Kæresteferie, et veletableret legebarn gemt i mig. Okay, det er ikk’ skide godt gemt, det er mere bare i mig. Så jeg havde ikke så meget paranoia over at skulle møde et par børn, for den slags kan jeg godt. Jeg var nok mere nervøs ved tanken om, at Lasse skulle sidde og kigge mig over skulderen imens, for på det punkt i vores dengang udefinerede forhold, var legebarnet sgu stadig meget godt gemt. Så jeg syntes egentlig at alting ville være meget federe, hvis jeg kunne møde dem uden ham, så jeg ikke hele tiden agerede efter, at der sad en mand jeg jævnt gerne ville i et forhold med på Facebook og iagttog mig.

En dag sad vi og sms’ede og der var både kysse-emojis og søde kælenavne, der siden hen er blevet erstattet af romantiske vendinger som ’lækre kost’ og ’lede spektakel’, og han ytrede at han lige skulle arrangere noget børnepasning i weekenden, for lørdag aften havde han både børn og job. Jeg tog lidt af en chance og sagde, at hvis han var helt på spanden ville jeg sgu gerne lige gi’ en hånd. Jeg håbede lidt han gik med til det, men vurderede mine chancer som dårlige. På det tidspunkt var det lidt i luften at jeg snart skulle møde Rimmer Junior 1 & 2, men altså, jeg regnede ikke med at der var andre end mig, der kunne tænke at det var en optursagtig idé at udgive mig for babysitter. Det var der sgu. Lasse blev meget glad og sagde at det ville være herre-nice. Eller, jeg kan ikke huske hvordan han formulerede det, men han brugte ethundrede procent ikke ordene ’herre-nice’.

Nåmn dagen oprandt ligesom, hvor jeg skulle møde Future Boyfriends afkom, og jeg var egentlig ik’ nervøs. Kun for de første fem minutter, hvor jeg skulle være i huset med dem alle sammen og han garanteret ville veje hver bevægelse jeg lavede imod hans børn.

Lasse havde sagt, at jeg var hans gode veninde. Det var jo ikke helt vildt løgn. Kun lidt. Man skal ikke lyve for børn. Men at ha’ kaldt mig kæreste ville jo ha’ været endnu mere løgn, da Facebook ikke var involveret i parforholdet endnu.

Jeg havde en skide god aften med pigerne, og det var selvfølgelig mest fordi jeg var klog nok til at købe deres kærlighed med ukristelige mængder slik og is. Det var dog nemmere sagt end gjort at anskaffe begge diabetesfremkaldende produkter. Lasse havde nemlig efterladt bilnøglen til hans ekstra bil, og jeg er fra Jylland, så jeg har jo kørekort, så den kunne jeg bare tage hvis vi manglede noget. Og det gjorde vi, for fandeme om jeg skulle være den babysitter der gav gulerødder til lørdagsslik. Vi satte os ud i bilen og kørte ned mod bland-selv-butik, og det forløber sig alt andet end problemfrit.

Da vi ankommer kan jeg kraftedme ik’ få bilnøglen ud af tændingen på bilen. Jeg kæmper altså en brav kamp men der sker ik’ og en ski’. Jeg skuffer børnene, som den fremragende babysitter jeg er, og siger – “se piger, der kan man købe lørdagsslik, men nu kører vi hjem til gulerødderne”. Vi kører hjem igen, for jeg kan altså ik’ efterlade Future Boyfriends bil ude på vejen med nøglen i tændingen. Da vi kommer hjem sender jeg ældste barn over efter naboen. Der må sgu bo en mand, der kan vise mig hvordan den bil fungerer. Det gjorde der. Han viste mig, at hvis jeg lige drejede den tre centimeter smuttede den ud af tændingen som var den en mandel, der have været i kogende vand. Længe leve feminisme.

Godt så, nu havde jeg lært det og vi sætter kursen mod bland-selv igen. Velankommet stiger vi ud af bilen, og vi har bilnøglen med – for den kan jeg nu fjerne fra tændingen. Men jeg har fandeme ingen penge med. ”Piss’ os’, vi kører igen, tøzer!”. Vi kommer hjem, jeg tager cold cash med, og sætter atter kursen mod bland-selv. Ældste pige ytrer, at hun helst vil bruge lidt mindre penge på slik og hoppe over i isbutikken overfor og få sig en is. ”Det’ sgu’ i orden”, sagde jeg og så blandede vi slik til den yngste og tog resten af vores cold cash med os på den halvtredsmeter lange spadseretur, der var til iskiosken. Men jeg er i sandhed et helt specielt slags talentfuldt menneske, og jeg præsterer ikke mindre end at tabe tohundredelappen et sted på de halvtreds meter. Og ingen kan finde den igen. Vi må med andre ord, tilbage til huset for tredje gang for at hente mit Mastercard Debit, for jeg er ikke spor voksen og kan dermed ikke styre et dankort.

Endelig kommer vi frem med Mastercard og ishungrende barn. Men tror I selv iskiosen tog Mastercard? Hvis I gør, har I seriøst ikke fattet at den her aften ingenlunde skulle være nogen smooth sailing. Det gjorde de IKKE. Heldigvis står der en venlig sjæl i køen, der ligger ud hvis jeg mobilepayer ham. Det bildte jeg ham ind at jeg ville, og så var der fandeme gratis is. Ej okay, hvor syg i hovedet tror I jeg er? Han fik sgu da sine penge.

Pigerne synes altså det her var det sjoveste de havde været vidne til, for aldrig før havde de mødt så dårlig en voksen, og det var fanden fløjtemig sjovt! De grinede ustyrligt af alle mine fuck-ups, og set i bagspejlet var det nok nogle pænt geniale fuck-ups, for pigerne elskede det.

Da vi endelig fik erhvervet slik nok til en måned for en familie på fem, tog vi hjem og havde det piss’ sjovt. Og jeg fik alle sandhederne om deres far. Om hvordan de synes jeg skulle blive kærester med ham, for de kunne altså godt bruge en pige mere derhjemme. Og den ældste fortalte mig, at hun altså ikke var dum, for hun vidste godt, hvor meget far sad og smilede når han sms’ede med mig, og hun kunne altså ”godt lægge et puslespil, at du ved det”.

Så vores løgn blev sgu ikke købt af Lasses ældste og på det tidspunkt meget kloge 12-årige. Men vi havde verdens bedste aften, og da de skulle i biffen dagen efter og se “Inderst Inde”, tiggede de deres far om han ikk’ nok kunne invitere Line med. Det kunne han fandeme, og dagen efter jeg havde mødt dem, var vi på familieekskursion til biffen.

3 kommentarer

  • Rikke

    Og så er du en dejlig svigerinde. Tak for dig, tak for Lasse og pigerne

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Janni

    “…der siden hen er blevet erstattet af romantiske vendinger som ’lækre kost’ og ’lede spektakel’….” Hahaha! Jeg er færdig af grin!! 😂
    Min 7 årige datter vil meget gerne ha’ forklaret hvad det er der er så sjovt. Prøvede at forklare det. Nu sidder hun bare og kikker åndsvagt på mig… 😄

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Status på bloggerlivet