About my boobs.

Status på bloggerlivet

I torsdags havde jeg to måneders jubilæum for min blog. Det er jo en kæmpe mærkedag. Altså vi snakker en af de helt store milepæle i livet. Den blev fejret på behørig vis. Med at jeg uploadede mit akademiske livs hidtil værste opgave kl 23.41, efter at have hevet rundt regnet en tredive hår ud af hovedet på mig selv, skældt ud på bff, skældt ud på Lasse og efter to timer med en konstant følelse af at være ved at tisse i bukserne. Det var altså bare en fest af de helt store, kan I nok høre. Og også en fest hvori jeg glemte alt om, at jeg var indehaver af både blog og instagramkonto.

Men altså nu hvor det går op for mig, at jeg har haft jubilæum synes jeg det er tid til en status på hvordan det egentlig er, sådan at være blogger – en lille Hvad-Har-Jeg-Lært-Runde, så at sige.

Jeg har først og fremmest lært nogle helt basale blogger tricks. Jeg har lært om lister. Folk elsker lister. ”10 ting jeg har lært om bloggerlivet”. Men mit pleaser-gen er ikke stort nok, så selvom det her snildt kunne have været det, blev det IK’ en liste.

Jeg har lært Se & Hør-tricket. Clickbait. Det virker virkelig. Og heller ikke dét lever jeg op til i dette indlæg, nej. Men jeg har lært det. Jeg er djævlen selv, for jeg bruger det. I’m sorry. Hvis der et dag er et indlæg, der hedder ’Lasse og jeg er gået fra hinanden’, betyder det nok bare at vi gik hver vores vej inde i Fakta for at gøre indkøbsturen hurtigere. Sorry.

Så har jeg lært at Lasse virker. Folk elsker lige mine indlæg med ham 25% mere end de andre, enhver feminist ville vende sig i graven. Men altså. Det er sgu da os’ bare mere spændende at læse om ham fra “Klipfiskerne” end hende fra humaniora-fakultetet på Københavns Universitet, I know.

Det her indlæg gør mig egentlig til en vanvittig dårlig studerende, for jeg viser hermed at jeg kan lave en opgave uden at anvende NOGEN af de ting jeg har lært. Flot. Men jeg har lært mere end ting om blogger-verden. Jeg har sgu også lært lidt om min egen og min omgangskreds’ tilgang til blogger-verdenen.

Jeg har lært at det er noget folk skal vænne sig til. Eller. Det har jeg ikke lært efter jeg startede en blog. Det lærte jeg før jeg gjorde. Jeg har en piss’ bred omgangskreds. Mange veninder, og mange af dem minder slet ikke om mig, og mange af dem minder rigtig meget om mig. En af dem, der minder om mig, havde samme fordomme om bloggere som jeg havde. Hun meldte derfor jævnt tydeligt ud, da jeg luftede mine bloggeri-planer: ”Wow. Okay. Ja. Altså. Du skal da gøre hvad du vil, men du skal faaame ik’ regne med at jeg gider læse blog, bare fordi du begynder på det.” BFF var også skeptisk. Da jeg luftede det troede hun åbenlyst det var en joke. Da jeg fortalte hende at jeg mente det skrev hun ’Aha.’

I weekenden var jeg så til bryllup ved min søde faster. Og ja, grunden virker måske indlysende, men til den knapt så hurtige: det var fordi hun skulle giftes. Jeg har verdens dejligste slæng af fætre og kusiner, men det er et par måneder siden jeg har set dem, og der var e’ermame ikke underskud på blogger-spørgsmåls-kontoen. ”Hvorfor gør du det?” ”Er det ikke en sjov branche?” ”Tænker du hele tiden over hvad du skal skrive?” ”Hvad er dit formål med det?”. Men dejlige er de altså, for selvom det nok falder mildt udenfor vores allesammens nordjyske jantelovsprægede opvækst at være blogger, gik det til min helt store overraskelse op for mig at de ikke anklagede mig.

Jeg lærte lige dér, at jeg har paraderne så meget oppe. Jeg forventer, at folk ser lige så skide fordømmende på blogger-livet, som jeg selv førhen har været tilbøjelig til at gøre det. Men det gjorde de ikke. De spurgte, og jeg projicerede min egen tåbelige frygt for, at folk ville have nedladende holdninger. De spurgte ind til min nye hobby, præcis som de ville gøre hvis jeg begyndt at være pottemager på fritidsplan. For jeg skal da indrømme at vi nok alle sammen havde spået mine chancer for at blive pottemager til omtrent lige så store som til at blive blogger, hvis vi havde drøftet det for et år siden, og der er IK’ noget galt med at være nogen af delene.

For det er noget andet jeg har lært. En blog er sgu ikke absolut bare prætentiøs og selviscenesættende, som jeg BFF og min skeptiske veninde havde regnet med. Man skal ikke partout skrive i en dybt højtidelig og føleren tone hele tiden. Man kan sgu bare være sig selv. Og det bedste er, at man ikke tvinger ikke nogen til at læse det. Jeg snakker for meget i alle sammenhænge. Jeg taler for højt og for bredt, og jeg er ofte god til at få folk til at grine af det jeg siger. Men stensikkert også god til at få dem til at tænke: ”Holder hun kæft snart, for jeg kan jo ikke bare vade ud, mens hun taler på mig, men jeg orker ikke mere nu?” Men det kan man med en blog. Man kan vade væk hele f*ing tiden, og jeg bliver så hamrende lidt fornærmet hvis man gør det fra min blog.

Så jeg har lært at det er en skide god ventil for mig. Jeg har altid hundredetusind ting på hjertet. Og på den her måde kan jeg lukke dem ud derfra, og folk kan gå derfra. Der er ingen der bliver trætte, og der er ingen der bliver fornærmede (okay, jeg håber ikke jeg har fornærmet nogen herinde endnu).

Jeg har tilmed lært at BFF og skeptiske veninde er ret store fans af min blog.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

About my boobs.