Om vægttab og cleanse.

Problemet med kæresteferie

Lasse og jeg er jo, som mange af mine søde Instagram-følgere er klar over, på det som mange mennesker ville betragte som en ferie. Det er også hvad Lasse og jeg gør. Betragter det som en ferie, altså.

Men jeg tænker bare lidt. Er der nogen par, som er taget på ferie sammen første gang og bare på magisk vis har oplevet, at de har lige præcis og akkurat samme idé om, hvad en ferie er? For så skal I altså ringe til en form for rekordbog, synes jeg.

Jeg er rigtig blevet ’en voksen’ på ferie. Det er sgu lidt specielt. For før jeg mødte Lasse, var jeg enten barn på familieferie med mine forældre eller ung på druktur med min veninde Lise. Det gjorde vi vist en tand for meget i, men det var fandeme sjovt. Det af det vi husker, i hvert fald.

Men lige pludselig var jeg på ferie med Lasse og blev betragtet som en voksen. På et Adults Only hotel, og jeg tænkte at der sgu da for fanden måtte være sket en fejl et sted i et eller andet system. Men det var der ikke. For man er sgu voksen, når man er 23 – i hvert fald i omverdenens oplevelse.

Jeg opførte mig super-voksent på vores første tur sammen. Det var også kun tre dage i Barcelona, så det gik an. Siden har vi været i Barcelona tre gange, på Gran Canaria, i Edinburgh, Amsterdam og Venedig, besøgt New York to gange, været omkring Tenerife, på skiferie, nået London tre gange og nu sidder vi så her på Malåårka. Ikke for at flashe mine matematik-skills, men jeg får det til femten rejser på tre år.

Og jeg skal da være helt ærlig og sige, at tingene for længst er begyndt at smuldre for mig.

Jeg kunne jo sagtens lige lade som om, at jeg var en cool og tjekket voksen, da vi var i Barcelona i tre dage, og derefter New York i ti. Men kagen krummede altså for alvor, da vi tog til Venedig med hans børn i fjorten dage. Kun ni måneder inde i forholdet. Og så opdagede han, at han havde taget tre børn med på ferie.

Jeg synes det er skidekedeligt at ligge og glo på en solseng. Jeg er ikke en rigtig voksen. Det huer mig ikke at ligge der og glo. Med mindre man kan føre nogle sjove samtaler. Men Lasse og jeg anskuer badeferiekonceptet marginalt forskelligt. Han synes nemlig det er top dollar at ligge på en solseng i skyggen med en god bog og lukke omverdenen ude og bare have komplet ro.

Jeg ved ikke, hvor godt I føler I kender mig, og om I havde den her figured out allerede, men jeg passer IKKE ind i den ligning dér. Jeg afbryder ham konstant. Jeg er som et fem-årigt barn i en bil, der faktisk bare godt kunne tænke sig at vide om de snart er fremme. Jeg er MOFO-irriterende.

Når jeg endelig får lokket ham med ned i poolen, bliver det for alvor tydeligt, at jeg IK’ kan finde ud af at være voksen. Jeg synes alt er sjovt i en pool. Lige udover at hænge over kanten med lukkede øjne og sylten op i solen. Jeg kan lave alverdens sjove tricks, og jeg bliver først rigtig glad, når Lasse gider kigge.

Vi er med andre ord i realiteten superinkompatible sammen på poolferie. Som i virkelig. Men som du måske husker, hvis du ikke har nogle vilde issues med korttidshukommelsen, var jeg i Venedig med ham og hans børn. Det kan jeg fortælle jer var pissekompatibelt. For Lasse fik ro, og jeg fik nogen at lave uvoksne ting sammen med i poolen. Det er det absolutte win: Børnene er underholdt, Line er underholdt, og Lasse kan læse bøger i skyggen uden opturs-Line konstant hiver ham i armen og spørger om vi skal bade.

Venedig var i 2016. I 2017 var vi i Spanien. Vores hotelværelse havde egen pool. Lasses yngste datter og jeg lavede en flyvemaskineleg og en restaurantleg og Gæt & Grimasser i poolen. Det var en udsøgt badeferie. Nu er vi på Mallorca. Og Opturs-Line savner sine bonusbørn. Og det er ik’ kun fordi de gider pjatte med hende. De er faktisk bare helt afsindigt dejlige. Og det er da ikke fordi Lasse og jeg ikke nyder at tage ud og drikke os stive og tage på karaoke-bar, men den her Adults Only pool er altså en meget, meget voksen affære for mit vedkommende.

Derfor har jeg nu købt en kæmpestor gul badeand, og det er sindssygt fedt, at alle de Super Voksne kigger rigtig mærkeligt på mig, når jeg svømmer rundt på mit gule badedyr.

Anden er nemlig heller ikke voksen. Den er faktisk kun et par dage gammel. Så alt i alt er det godt, at den har mig at hoppe i poolen med. Nogen er jo nødt til at tage ansvaret for den lille.

   

1 kommentar

  • Fie

    Jeg elsker det! – det er en opturs-badeand som er meget sjovere end en pink flamingo! – håber du nyder at være non-adult med din and!😂🙏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Om vægttab og cleanse.