Jeg skrider fra Lasse, hans børn og hunden

Deep throat problems.

Det er lige gået op for mig, efter jeg er kommet hjem fra fem dage i Barcelona, at jeg er alt, hvad jeg hader i kvinder.

Kvinder, der behandler deres mand som et stort barn. Det er bare så uncool. Men hov, hvad tror I Opturs-Line, formåede at gøre hvert minut op til hun rejste?

Jeg vil sige, at jeg føler mig semi-undskyldt af, at Lasse er ultimativ pokal-indehaver, hvis kampen går på, hvem der er mest distræt. Han har engang formået at glemme at lukke hunden ind fra haven, før han tog hjemmefra. Hov.

Men det er stadig ikke nogen undskyldning for at behandle ham som et barn. Men Opturs-Line, behøver åbenbart ikke undskyldninger. Hun gør det bare. Juhu.

Jeg stressede pænt (alt for) meget op til den her tur, fordi jeg følte at det var kodylt vigtigt at alt var i orden, når jeg tog afsted. Jeg har brugt en krig på at vaske ældste og yngste bonus’ tøj, for at de skulle kunne få rent tøj på mens jeg var væk. That’s right, Line, hvordan sådan noget lader sig gøre, havde din ’jeg-har-en-iq-på-156’-mand sgu nok aldrig fundet ud af (Lasse har lige forlangt, at jeg understreger, at han altså aldrig i sit liv har sagt ordene ’jeg har en iq på 156’). Jeg føler bare lidt, at jeg måskeeeeee har liiiiiidt bedre styr på, hvor deres tøj er, hvilket tøj de kan lide, og hvilket de stadig kan passe. Og det er jo frygteligt, at jeg ikke kan finde ud af at lade ham tage ansvaret for det, og at jeg ikke kan slippe idéen om, hvor meget bedre jeg har styr på det.

Derudover har jeg gået enormt meget op i, om han havde pasning til hunden og børnene fredag aften, hvor han skulle optræde på Tinderbox. Jeg var åbenbart rædselsslagen for at han ville glemme alle tre og bare skride ud og jobbe. Seriøst, hvad er der galt med mig?

Da jeg endelig fik ro i sjælen og kunne mærke at alting var på plads med bedsteforældre-pasning fredag aften, rammer tanken mig. Han glemmer garanteret at pakke hundens foder og legetøj. Så det gjorde jeg da bare lige for ham! Værsgo’ skat, ingen tillid til dig overhovedet, men til gengæld en nydeligt pakket taske til hunden, fem dage før tid. Og vi ved da godt at tillid in-TET er værd sammenlignet med sådan et godt stykke forberedelses-arbejde. Åh gud, Line.

Det sidste jeg nåede at præstere var at tænke, ’åh nej, er der nu håndklæder nok, og er deres badedragter nu også rene, hvis de skulle forvilde sig på stranden’. Så jeg gjorde som enhver totalt cool og afslappet type ville ha’ gjort og sagde til Lasse ”Måske er det en idé at tage pigerne på stranden mens jeg er væk? Jeg skal nok lægge solcreme og badetøj frem, så I kan finde det. Husk nu seriøst at smøre dem ind”.

Jeg er jo i sandhed et fantastisk menneske. Han har jo alligevel ikke haft børn 12 år, før jeg kom til, som hverken har været dødbringende skoldede eller haft beskidt tøj på. Nix og nul, fister. Jeg redder dagen. Det hele var jo nok lige ved at kamme over før, jeg kom til.

It was not.

Heldigvis lader han sig ikke sådan kastrere. Han får sat mig på plads alle de gange jeg begynder på mit kontrol-gøgleri. Kærligt, men bestemt på en tak-for-hjælpen-men-du-gør-det-altså-ikke-fordi-jeg-ikke-kan-eller-vil-men-fordi-du-åbenbart-fortæller-dig-selv-at-du-kan-lige-LIDT-bedre-måde.

Det er jo i princippet meget heldigt. Men det er ikke nok, for jeg er åbenlyst blevet ved. Måske jeg skulle få noget hjælp. Det er jo alligevel noget af et ophøjet selvbillede sådan at overbevise sig selv om, at alting falder og ramler og snavses til og sulter, det sekund jeg forlader regionen. Superwoman.

Men så landede jeg i Danmark i forgårs. Og fik ret. For alle var sgu ikke sunde og raske. Hvem havde glemt at spise grøntsager eller vitaminpiller, drukket for lidt vand, og haft for lidt rent tøj på i en kold aircondition? Hvem skulle til lægen en halv time efter jeg landede i Danmark?

Jep. Mig. Pisse flot, Line. Det er simpelthen overhovedet slet ikke og absolut nul procent pinligt, at du havde så lidt tillid til, at Lasse kunne holde sig selv og fire andre væsener i live, mens du hulkende lander i Kastrup, og kun føler du overlever, fordi han uden så meget som at spørge kører dig direkte til vagtlægen.

Karma, jeg har lært lektien. Fra nu af stresser jeg nul, inden jeg skrider. Eller… jeg skal nok stresse bare lidt over at huske at pakke en varm trøje eller en god multivitamin, så jeg kan kapere både vild aircondition og tapas-sangria-diæt uden at få årtiets værste halsbetændelse.

Indtil da lader jeg lige Lasse tage sig af det hele lidt længere, mens jeg koger feberen ud på sofaen med hunden i armene.

2 kommentarer

  • Pernille Duborg

    Åh Gud, hvor har din blog været savnet!! Og som altid læste jeg mig grinende og smilende igennem det hele, på trods af din sygdom. Excuse me!

    Skulle du nogensinde være i nærheden af Hobro, så vil jeg herregerne give en kop et-eller-andet, for jeg er sikker på du er mindst ligeså awesome i den der virkelige verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Jeg skrider fra Lasse, hans børn og hunden