En ukedelig baby rammer livsfarlig pubertet.

Har jeg daddy issues?

Pappa Lauridsen og hans ældste datter.

Jeg ved godt at en del hepper på fortsættelsen til ”Derfor stak jeg af fra Lasse midt under vores første date”, men den kommer altså en anden dag.

Lige nu springer vi frem til, at Lasse og jeg den 22.september 2015, blev kærester. Og det var da klart at straks følte Hr. Og Fru Facebook, ansporet af deres uantastelige moralkodeks, at det eneste rigtige for dem at gøre var at sende mig en besked, hvori de lige kunne oplyse mig om, at jeg altså desværre var indehaveren af en seriøs omgang daddy issues. Og nogen kan måske stadig fristes til at tænke det. Jeg takker pænt for oplysningerne, Hans-med-sin-hund-som-Facebook-profilbillede.

Men kort sagt: Det er nul procent noget jeg besidder. Jeg har den bedste far i verden, der aldrig har svigtet og aldrig ladet mig tvivle et splitsekund på hans ubetingede kærlighed. Heldige svin du er, Line. I know.

Som I kunne læse i ”Ukedelig baby rammer livsfarlig pubertet” var jeg ret afhængig af voksne omkring mig. Lærere især. Jeg har fint kunnet snakke med mine egne forældre, men jeg er altså ikke en ’min-mor-er-min-bedste-veninde’ kinda gurl og har nok altid følt, at det ikke er en forælders opgave at være det. Som for så mange andre teenagepiger var min mor og far ikke dem, jeg havde allermest lyst til at drøfte mine mentale lidelser med. Ja, okay, “mentale lidelser” – overdrivelse fremmer forståelse, jo.

Jeg snakkede som sagt mest med min lærer, fordi det i sagens natur var lidt for absurde emner for mine jævnaldrende at håndtere. Og fordi jeg havde og stadig har en enorm trang til at positionere mig som Overskuds-Line til, at jeg magtede at sætte det over styr for en latterlig samtale om noget så banalt som livstruende hjertesygdom.

Okay, jeg lyver lidt, jeg havde én veninde, som var god til det. Ikke god. Emi-fucking-nent. Men hun var også dybt bekymret, og jeg har aldrig villet bekymre. Lige her sidder jeg på skødet af hende på min 15-års fødselsdag:

Da jeg kom væk fra folkeren og hen på efteren og var langt væk fra stjernemennesket, var der ret hurtigt en ny lærer, sjovt nok også fransklærer, der blev min voksne. Nej, du har ikke regnet den ud, hvis du tænker at det hele handler om, at jeg taler bedst om følelser på fransk. Det kunne ellers være et fedt indlæg – “et donc je ne parle que d’ émotions en français“.

Han hedder Yndlings-J, og han spillede musik, havde boet i hele verden, mistet sin far for tidligt, drukket mange øl, haft kæmpestore forelskelser og alt det der kan skabe et menneske med en forståelse for perspektiver og lettere akavede livssituationer. Hvis du nu går og tænker at der var noget lorent ved sådan et lærer-elev-forhold, så stop dig selv. Right away. Der var vist også nogen på efteren, der mistænkte det. Men det var der aldrig. Det var som en ekstra far, uden det element af, at der var noget, der var for pinligt at tale om. Det kunne lige så godt ha’ været en kvinde, og så havde ingen løftet et øjenbryn. Hvilket, hvis du spørger mig, er alt hvad der er galt med samfundet. Udover terrorisme. Og racisme. Og andre ting. Ja, okay, det er slet ikke alt, der er galt med samfundet, men det er pænt fucking galt nevertheless.

Vi hørte David Bowie, og han lærte mig så meget om at være menneske, om at der er noget smukt at have store følelser, og han lærte mig, at jeg altid kunne tale med ham, og at han altid var ’right behind me’.

Til de af jer, der ikke har så særdeles fremragende musiksmag at de uden yderligere omtanke ved, hvad det sidste betyder, er det selvfølgelig en reference til musikkongen Bowie.

Voksne mennesker har været vigtige for mig hele mit liv, fordi jeg som sagt mente, at mine emner har været for alvorlige for andre femtenårige. Men det er sgu egentlig nok bare noget pis, jeg bilder mig selv ind for at tørre skylden af på jer andre. Sorry sistas. Jeg vil altid gerne være alfa. Og alfa græder ikke. Alfa joker og tager pis på livsomstændighederne. Og det gør jeg også. Jeg tager pis på det hele, og så må folk fandme kalde mig uansvarlig og useriøs herfra og til månen, det er det største kompliment jeg kan få. Thanks y’all.

Men for at lave pis med situationen må man have et eller andet form for et overblik over den. Og lad os da lige for hundredeogsyttende gang være ærlige: Overblik er alvorligt talt ikke noget jeg nogensinde har dyrket. Men jeg har fundet noget af det i samtaler med folk med perspektiv. Egentlig mest bare Yndlings-J. Der er ikke et emne jeg ikke har luftet med ham. Der er ikke beslutninger jeg ikke har drøftet med ham, før de blev truffet. Han har livserfaringer, man ikke kan hamle op med, og dem har jeg kraftedme levet højt på lige siden efteren for at danne bare en smule overblik. Yndlings-J forsvandt selvfølgelig aldrig. Og vi drikker stadig en øl. Mest i perioder, og så går der to år før vi ser hinanden. Men han er en ægte homie, og hvis nogen er i tvivl, er mit fransk så rustent at jeg skrev til ham for fem minutter siden, for at være sikker på oversættelsen af  ‘derfor taler jeg kun om følelser på fransk’, før jeg udgav det her indlæg. Og han er altid right behind me.

Så nej, jeg har nul daddy issues. Men det var nok ikke noget chok for nogen, der kender mig, at ham, jeg en dag endte med at udvælge mig som offer i den store kærlighedskamp, var 20 år ældre end mig. For det er altid med de voksne, jeg har fundet fortrolighed og ro til at tale om ting, der ellers kunne true den højst prioriterede chance for en gul alfa-førertrøje.

Nu er jeg selv voksen, og så må man også godt være kærester med en voksen. En voksnere voksen. Men det har aldrig handlet om daddy issues. Det har handlet om livserfaringer. Og hvis nogen er i tvivl om, om Lasse er vis og klog, så kan I da lige bruge en fem minutter af jeres internettid på at wikipedia’e ham.

   

5 kommentarer

  • Anne

    Kære Line

    Jeg har aldrig læst en blog. Har altid ment at det var for overvurderet og en plat måde at eksponere sig selv på. Men du er hammer vidunderlig og jeg sluger det råt – og hvad bedre er, så er jeg ikke bange for at shout to the world at de burde læse denne blog) Det er den eneste man burde læse (yay for snæversynethed)
    Folk bør glædes over andres lykke eller passe deres egen butik (sagt fra en sister from another mister der også har hørt meget shit om at finde utraditionel kærlighed)

    You go girl! ✌️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Kære Line. Din blog er den mest autentiske blog jeg nogensinde har læst. Knuselsker din måde at skrive (være?) på! Jeg er også lidt mere voksen (37), men jeg ved præcis hvad du mener med alt du skriver. Er også syg (ikke så alvorligt som dog, men kronisk). Min mand er 50.. Jeg er med dig på så mange planer og du er bare SÅ velformuleret – og sjov. Du har den form for humor, der er tilpas tør – og tilpas alvorlig (kan humor være det?!) Anyways, jeg er så sindssygt meget fan. Skriv hver dag;-). Venter i spænding. TAK for at dele

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Linedansen

      Stine, for pokker.
      Hvor er du hamrende sød ved mig. Nogen vil mene, at jeg slet ikke kan klare al den ros.
      Tak fordi du læser med!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    er så træt af knowitall-facebooker 😳 hvad blev der er af “har du ikke noget fornuftigt at sige, så hold det for dig selv” ?! …. håber de alle læser med og får en lang næse. Har heldigvis sluppet for at høre på daddy issues, trods jeg også har erhvervet mig en 20år ældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Linedansen

      Ja de er pænt trættende, men når man klikker ind på deres profiler, viser det sig 99% af gangene at de hverken har billeder af sig selv, eller nogen venner på Facebook. Så må man jo varme sig på, at man på mærkværdig vis har skabt noget form for indhold i deres liv 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

En ukedelig baby rammer livsfarlig pubertet.