Så jaloux bliver jeg på Lasse.

En ukedelig baby rammer livsfarlig pubertet.

I fortjener vist en fortsættelse på “Verdens kedeligste baby?”, og den kommer lige her.

Jeg havde det alvorligt nice i ret mange år, efter de fik fikset mig til ukedelig baby. Jeg boede som sagt i Nordjylland som barn og gik dermed til kontrol på Aalborg Sygehus én gang årligt.

Alt var a-okay, og jeg glædede mig altid som en sindssyg til kontrol, for det betød også Mamma-&-Line-tid. Min mor var sgu ret snedig og sørgede altid for at mine konnotationer til sygehus var omkring noget jeg elskede.

Hvordan gjorde hun så det, spørger man måske sig selv? For umiddelbart er det jo ikke toppen af poppen for en 6-årig at skulle på sygehus? Jo, ser du, hun udnyttede mit livs helt store kærlighed. . Mad. Ikke frysefritter, men noget der som minimum kan sidestilles: pizza, pasta og lasagne. Restauranten hed Romeo og Julie, og det var all-you-can-eat. Hver gang efter kontrol spiste vi frokost dér, og det var sgu en fest af de helt store. Så snedige Mamma Hoffmeyer var i besiddelse af en unge, der altid glædede sig til kontrol.

Da jeg blev fjorten blev forholdet sat på spidsen. Min so far livslange romance til mad syntes pludselig at have mistet gnisten. Jeg kunne ikke få en bid ned. Ikke bare kunne jeg ikke få en bid ned, jeg havde så ondt i maven, at jeg var ved at eksplodere. Ondt i maven er et dårligt begreb, når det mest af alt føles som om Mount Everest er blevet plantet i midt solar plexus kun for at vokse sig større, mens det føles som hele tarmsystemet har snoet sig om det, bliver revet fra hinanden, mens det sprænger hele brystkassen. Det er en mere akkurat beskrivelse, vil jeg mene.

Mine forældre tænkte at jeg var pænt sløv, for det var sjovt nok altid når jeg skulle bevæge mig, gå tur, ordne ting og deslige, at jeg havde lidt ondt i maven.

Men når man er fjorten og alting gør ondt uden man ved hvorfor, siger man det ikke til nogen. Især ikke hvis man er Overskuds-Line. Man skammer sig over at være i – hvad jeg troede var – så dårlig form, at man ikke kan tage to skridt, og så prøver man at skjule det. Man skammer sig, og så udvikler man strategier for at skjule sin ’dårlige form’. Det her var de hyppigst brugte, og dem jeg husker klarest:

Jeg bandt aldrig snørebånd. På den måde kunne jeg, uden det var mistænkeligt, stoppe efter to skridt, sætte mig på jorden og binde snørebånd. For der skulle ikke mere end et par skridt til at hidkalde Mount Everest.

Når jeg skulle cykle hjem fra skole stoppede jeg op og tog telefonen til øret, og lod som om jeg talte, så jeg ikke lignede en doven skid, der ikke kunne klare en lille bakke, for de forbipasserende bilister.

Når mine veninder og jeg bestilte burger ’glemte’ jeg at bestille den uden dressing (FYI: mit forhold til ALT dressing er omtrent lige så anstrengt som det mellem Pia K og Yahya Hassan), for så kunne jeg sige ’nej, hvor skod, den er med dressing!? Ærgerlig-bærgelig, ingen mad til Line’.

Billedet viser at jeg til min store ulyksagelighed var blevet så tynd, at jeg ikke kunne passe mine Xtra Small MissSixty bukser, som året før sad limet på. Det var jo i virkeligheden dét, der var det reelt traumatiserende, for let’s be honest, udover Diesel og Gstar var det jo det eneste mærke der fungerede, og det var sgu begrænset hvor mange man fik lov til at få.

Til årskontrol på Skejby – som vi i mellemtiden er flyttet til, for nu bor vi i Vejle – kan de konkludere, at jeg hverken har anoreksi eller teenagesløvhed, men til gengæld en hjertepumpefunktionsprocent på en 17-20-stykker. Jeg kan vist godt afsløre, at man er i livsfare på alt under 25%.

Før jeg og mit medtagede korpus har set os om, ligger vi en seng på intensiv, og ingen forstår rigtigt, hvordan jeg er i live. Men levende var jeg, og fulde af forundring var lægerne. De forklarer mig, at min unge satan af en krop har været så stædigt besluttet på at holde sig i live, at den har kompenseret for manglende pumpefunktion ved at trække på alle andre ressourcer. Som i alle. Den holdt sig kun lige akkurat kørende til at holde mig vågen, derfor har den simpelthen valgt at slå splid i mit ellers så hjertelige forhold til mad. Det var helt enkelt for meget for den bare at skulle fordøje en enkelt frysefrit. Der var nul overskud. For slet ikke at tale om at bevæge sig, og derfor altså Mount Everest i solar plexus, hver gang jeg tog et skridt. Det var lidt for meget.

Det er bryst-udvikling og menstruations-igangsættelse der har trigget hele misseren. Med andre ord kunne hjertet fint følge med under status quo, men den udvikling, som man til enhver 12-årigs skræk og rædsel må igennem for at blive voksen, var ikke noget hjertet var med på. Det kunne ikke følge med i kampens hede og meldte sig dermed som bænkevarmer, mens pubertetskampen blev spillet. Bænken, den havde sat sig til rette på, stod så ærgerligt nok lovlig tæt på kirkegården.

Jeg var indlagt nogle uger. Jeg får en medicin-kur i drop, der hedder SIMDAX. Det blev i sandhed min hjerteven. Den kan nok bedst beskrives som en redbull for hjertet. For da kuren var færdig fortærede jeg en hel pizza uden det der lignede skam eller mæthedsfølelse. Da jeg kom hjem løb jeg rundt, og hjertet havde opgivet bænkevarmer-position. Det hele var godt.

Men inden det blev så godt, fik jeg også at vide, at det her fine og alt for store hjerte ikke ville holde mange år. Min hjerteven, SIMDAX, havde reddet dagen, men ingen vidste hvor mange dage, SIMDAX var medicinmand for at redde. Det kunne være uger, måneder, år… og når den holdt op, kunne jeg få mig en ny portion, men den ville holde kortere tid, og så ville jeg få brug for dens støtte med kortere og kortere intervaller, indtil den en dag ville være effektløs, og så skulle jeg bruge et helt nyt hjerte.

Det var sgu alligevel lidt meget sådan at tage stilling til for Overskuds-Line for ikke at nævne de 14-årige veninder, hun var i besiddelse af, og tingene blev for at sige det ligeud, pænt ensomme og uden mening.

Men jeg var heldigvis også i besiddelse af en stjernelærer, Pia, som jeg havde i noget så fancy som geografi og fransk. Og hun fangede mig lige så snart jeg kom tilbage i skole. Hun sørgede for, at Overskuds-Line stadig var Overskuds-Line, til trods for alle de absurde informationer om hendes fremtid, som hun nu var ejeren af. Hun var fucking fantastisk. Men så skulle hun på barsel. Og lad os være ærlige, de fleste 14-årige har lidt svært ved at se længere end dem selv. Og jeg var så absolut ingen undtagelse. Det var derfor med fornærmet mine og gråd i stemmen, at ’overskuds’-Line, sagde ”nå” og ikke tillykke, da denne information blev skænket hende.

Men sagen var den, at hun var den eneste jeg snakkede med. Og det virkede simpelthen for sindssygt, ikke se hende i den lange periode hun skulle på barsel. Og selvfølgelig gik det heller ikke sådan. For hun var ikke bare stjernelærer, hun var stjernemenneske, hun sørgede for at jeg ikke skulle skrive to ord i en sms, før hun stod klar til at snakke, lytte, og støtte.

I dag arbejder jeg som lærervikar og er ved at uddanne mig til gymnasielærer. Og det er et komplet tilfælde, kan I nok regne ud.

Jeg klarede kun ottende klasse på grund af den største ekspertise fra nogle af landets dygtigste offentligt ansatte. Læger, der for anden gang nu fik ringet og meldt afbud til døden, og en lærer, der bar mig mentalt. Seriously, give it up for dem – og kan vi så ikke godt blive enige om, hvor vi står i forhold til overenskomsts-aftaler?

Til trods for mit store had til katte tyder noget på, at vi har mængden af liv tilfælles. Jeg undslap i hvert fald den idiot til døden endnu engang… og jeg gjorde det igen tre år efter.

Stay tuned, homies.

   

6 kommentarer

  • Lene

    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    Eeeej endnu en clifhanger 😱 … venter spændt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna Sofie

    Hvor er du bare mega sej og sikke en fighter .. 💪🏼 Hepper på flere blogindlæg nu nu nu – mutti her sluger alt det du skriver råt imens jeg er igang med at putte små bøller der ikke vil sove 😬

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Linedansen

      Haha, fantastisk. Dejligt at du læser med over tvangsputningen 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • asta

    <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Så jaloux bliver jeg på Lasse.