Here for a good time, not a long time.

Verdens kedeligste baby?

Siden mit første indlæg, som jeg skrev igår, har jeg fået så mange henvendelser på Facebook, mail og Instagram, om hele mit sygdomsforløb – så jeg tænker at vi lige tager den fra begyndelsen, og så samler jeg op og fortæller videre en anden gang.

Jeg bliver tit spurgt til sygdom, til mit hjerte og helt ærligt, så er jeg god til at snakke om alt. Alt andet end det.

Medlidenhed giver mig kvalme, og selvynk smider lige en ’dagen-efter-40-tequila-shots’ følelse oven i kvalmepuljen. Den første ting, medlidenhed, føles uundgåelig, når emnet kommer op, og den anden, selvynk, frygter jeg bare, at folk tilskriver mig. “Hun må da have bare lidt ondt af sig selv?” Derfor magter jeg aldrig rigtig at tale om det. Med undtagelse af de nattetimer, hvor 40 tequilashots hjælper alting på gled, altså.

Det er nemmere at skrive om det, for så skal man ikke konfronteres med de medlidende blikke, de dæmpede, indfølende stemmer eller akavede stemninger, som altid skvulper rundt i kølvandet på det ellers så muntre emne.

Jeg var kun ni måneder gammel, da de konstaterede at mit hjerte var vokset for stort – maybe she’s born with it, maybe it’s Maybeline. De kunne ikke rigtig finde ud af, om symptomerne skyldtes en virus der havde sat sig, eller om det var noget medfødt. Jeg var i hvert fald bare skide syg.

Min mor havde længe søgt lægehjælp uden resultat. I dag arbejder hun i finansbranchen, men oprindelig er hun uddannet sygeplejerske, og hun kunne nemt se, at noget var pænt meget out of bounce. Jeg var relativt pludseligt blevet mimikfattig, stille, for tynd, blank og basically en pisse-kedelig baby. Alarmklokkerne ringede lige som hos Mamma Hoffmeyer og dermed også far, for han var klog nok til at lytte til sit barns løvemor og ikke sit barns ‘slap-nu-af-læger’.

Men da alle de oplagte diagnoser kunne afvises, blev hun bare sendt hjem af læge efter læge med forvisninger om, at ‘børn jo har det svært når de starter i dagpleje, og derfor har de brug for meget søvn og ro’. De kendte mig obviously ikke. Og for de af jer, der heller ikke gør: Jeg har fra første dag været larmende og livlig. Mildest talt. Det eneste de fik ordineret af de mange lægebesøg var en heavy dose of chill pills.

En dag skulle hun selv til ørelæge. Hun havde kedelig-baby på slæb og ørelægen sagde, at hendes baby havde en hjertefejl, for hans hjertesyge barn havde haft præcis de samme symptomer, og han gav hende en henvisning til en kardiolog.

Da de fik mig scannet, fik de at vide, at jeg ikke kom med hjem igen. Og sådan sluttede den historie.

Ikke.

Vi boede i Nordjylland dengang. (Og ja, jeg kan stadig tale med Danmarks allerfineste og mindst prætentiøse dialekt, nordjysk.) Så det var på Ålborg Sygehus mine forældre har tilbragt, hvad der må have føltes som en hver forældres to-og-en-halv-uge-lange mareridt.
Men Ålborg sygehus leverede hurtig medicin og behandling, som fik mig op i tempo, og mine forældre kunne tage deres nuttede baby med hjem, nogenlunde sund og rask og meget mere livlig og ukedelig.

Jeg mærkede ikke noget til det show i omtrent 14 år, udover årlig kontrol som altid var a-okay. Men pubertet og hjertefejl viste sig at være en ret ringe combo, så der begyndte den helt store forestilling.

Den historie om, hvordan teenage-hormonerne langsomt begyndte at slå mig ihjel, skal I også nok få snart.

Ukedelig baby type, færdig med sygehus for de næste 14 år.

   

11 kommentarer

  • Monica

    Maybe it’s Maybeline. Må man godt fnise lidt af det?!
    Følger spændt med i fortællingen søde Line. Kh Moni

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Ej, altså Line, er DET en kedelig baby, så … du er selvfølgelig sødere som glad, men … Du er sej at du deler din historie og din lethed er en skønhed. Glæder mig til at følge dig, og husk nu at tippe ind imellem ikk?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Linedansen

      Tak Helle!! 😀
      Skal nok tippe en gang imellem – det lover jeg 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Du skriver virkelig fængende, og hvor er du spændende og livsglad, ser frem til at følge din blog😊😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke Arngod Nielsen

    Kæreste Line. At få lov til at få et indblik i den del af dit liv der hedder sygdomsforløb. Det er på en og samme tid både rørende og barsk læsning, bare dine to første indlæg. Du er alletiders svigerinde og jeg er så taknemmelig for at du er en del af familien. Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Spændende indblik – og sikke en sød “kedelig” cutie 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du skriver vidunderligt. Jeg glæder mig til at følge med (selv om det føles mærkeligt at skrive, emnet taget i betragtning. Men jo. Jeg glæder mig til velskrevet, morsom, indsigtsfuld sygdomsbeskrivelse!) Kh Karoline

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Linedansen

      Haha, det er ikke underligt. Jeg har vist også sørget for cliffhanger, så det skulle virke sådan 😉
      Tak fordi du læser med, og tak for dine søde ord.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kimmie

    Eeej en cliffhanger 😱

    Siden  ·  Svar på kommentar

Kommenter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

 

Næste indlæg

Here for a good time, not a long time.